fbpx

senior cirkel træning

En stærk krop = aktivt senior liv

Senior Cirkel Træning.

Er du senior og ønsker at træne sammen med andre seniorer, så er her holdet til dig. En stærk krop giver en frisk hjerne, så kom til træning hos os.

Træningen foregår i klinikkens store træningssal på 1. sal onsdag kl 13.00 – 14.00, og fysioterapeut Christine Norup er underviser.

Til Senior Cirkel har vi fokus på at forbedre din balance, muskelstyrke, kondition og bevægelighed i hele kroppen. Træningen foregår som cirkeltræning, så de forskellige øvelser kan tilpasses dit fysiske niveau, og effektivt hjælpe dig til at opnå de mål du sætter dig.

Træningen henvender sig både til mænd og kvinder, der ønsker et aktivt seniorliv. Vi glæder os til at hjælpe dig med at løfte dit funktionsniveau så du kan klare de udfordringer livet tilbyder.

Du kan have en henvisning fra din læge til dette hold, men det er ikke et krav. 

Hvorfor er det vigtig at træne når du bliver ældre?

Med alderen mister man noget af sin muskelmasse og muskelstyrke. Hvor meget muskelmasse, man taber, og hvor hurtigt det sker, afhænger af hvor godt man passer på sin krop. Hvis man holder sig i gang og dyrker regelmæssig motion, kan man mindske sit tab af muskler. Allerede ved 25-års alderen topper vores muskelmasse i kroppen, og derefter begynder man langsomt at tabe sin muskelmasse. Muskelstyrken mindskes i gennemsnit med 30 % fra 20-års alderen og frem til 80-års alderen. I takt med at man taber muskelmasse, bliver kroppen svagere. Efter 65-års alderen kan det begynde at få konsekvenser for evnen til at klare sig selv. Hvis man har udtalt tab af muskelmasse, kan selv enkle opgaver som at klæde sig på, gå i bad og gå uden gangredskab blive svære at udføre.

Ved stigende alder reduceres muskelmassen, musklernes sammensætning ændres, og musklernes evne til at trække sig sammen mindskes.Ved at træne musklerne og spise en god og varieret kost kan ældre mennesker mindske deres tab af muskler som følge af alder. Hvis man kombinerer styrketræning med træning af kondi og balanceøvelser, forøges effekten af træningen. Samtidigt styrkes hjerte, knogler, stofskifte og det mentale helbred.

Følgende kan være tegn på muskeltab:

  • Gribestyrken mindskes
  • Man går langsommere og risikoen for at falde og evt. få brud på knogler stiger
  • Man har dårlig balance
  • Man har svært ved at rejse sig fra siddende stilling
  • Muskeltab er forbundet med en række andre sygelige tilstande som fx hjertesygdom

Hos os i Nyborg Fysioterapi hjælper vi dig med at komme sikkert i gang med træning. Husk du altid kan spørge din fysioterapeut til råds.

Husk dit gule sundhedskort til træning

Du skal indlæse dit kort i kortlæseren i klinikkens vindfang.

Parkering

Vi anbefaler, at du parkerer på den store offentlige parkeringsplads i Vestervoldgade. Der er dog 4 pladser ved endegavlen af klinikhuset. Her må du også gerne parkere.

Du må ikke holde foran klinikken, da det er til handicap kørsel – Tak fordi du viser hensyn.